Landslejrens temafortælling

En eventyrlig opdagelsesrejse 

På FDF Landslejr 2022 skal vi alle afsted på en eventyrlig opdagelsesrejse til et uopdaget kontinent, der hedder ‘Coratia’. Dette særlige kontinent består af syv landskaber, der tilsammen udgør det fantastiske fantasi-kontinent vi alle rejser til i vores luftballon. De gamle fortællinger lyder, at der i Coratia gemmer sig ‘modets hjerte’ – en besynderlig Kronkordius, som for alt i verden ikke må gå i stykker eller falde i de forkerte hænder. En smilende FDF-pige ved navn Amelia har, oppe på det mørke loft, fundet sin bedstefars gamle logbog fra hans mange opdagelsesrejser. På én af rejserne har han, som det første menneske, opdaget Coratia. Men bedstefaren er sidenhen aldrig dukket op. Amelia har besluttet at samle en lille ekspedition og drage afsted i sin luftballon mod Coratia – og hun drømmer om at alle FDFere fra hele landet gør det samme. Det kræver sammenhold og mod, at tage på en eventyrlig opdagelsesrejse til Coratia. Vidste du…at ‘Coratia’ kommer af det engelske ord ‘courage’, som betyder mod. 

 

 

Ekspeditioner og Landskaber 

Det kræver mod at tage på opdagelsesrejse – og derfor skal I som kreds gøre jer klar til at rejse afsted, som en del af en ekspedition bestående af 5-15 øvrige kredse fra samme landsdel. Tilsammen udgør I en ekspedition, der letter i jeres luftballoner hjemmefra kredshusene og lander i Coratia. Som ekspedition flytter I ind i et af de 7 landskaber, sammen med ekspeditioner fra 5-7 andre landsdele. Som kreds og ekspedition kan I give liv til og udforske det landskab I bor i – og i løbet af lejren give jer tid til at udforske alle de andre landskaber. Landskaberne har en farve hver og hedder “Den mystiske jungle”, “De gådefulde grotter”, “Den uendelige ørken”, “Den sprudlende sump”, “Den glitrende kyst” og “Den buldrende vulkan”. Det syvende landskab er familielejren og hedder “Den blomstrende eng”. Hvert landskab har en legestation, der udfolder forskellige former for mod – og som indbyder børn, unge og voksne til leg, tid sammen og modige oplevelser

 

I kan, som kreds, forberede jer på landslejrens tema på mange måder. Kast jer ud i det, og gør det til jeres.
I temahæftet kan I læse om tre trin til, hvordan I kan foreberede jer.

Giv fortællingen liv i kredsen ved at bruge tegningerne fra fortællingen.