Mad på lejren

En spændende tur ligger foran os. Der er mange muligheder og veje til at få lækre madoplevelser på landslejren. Vi skal smage både nye og kendte retter, og dem skal vi spise i fællesskaber, vi kender, i fællesskaber der er helt nye, og måske skal vi lave mad sammen med nabo-kredsen.

 

Vi skal lave retter, vi måske ikke har prøvet før, retter der inspirerer os til at tænke lejrmad anderledes, tænke mere grønt og helt sikkert spise mad, der mætter, og giver os energi til at lege og opleve en helt fantastisk landslejr. 

Varmt mad til aften

Modsat en del tidligere landslejre, så laver vi varm mad om aftenen – hvilket betyder at I har langt bedre tid til at opleve lejren og til at give jer tid til at lave mad sammen. 

Dagsrytmen ligner den børn og mange voksne kender – stå op, spise, lave dagens gøremål, holde eftermiddagsfri, lave varm aftensmad og aftenens program.

Frokosten vil nogle gange være frokost hjemme på kredspladsen, andre gange er landslejren en stor madpakkefabrik, hvor man har sin mad med ud på dagens opdagelsesrejse. Mere information om dette når lejren nærmer sig.  

Det starter i kredsen

Madlavningen starter hjemme hos jer som kreds – måske har I på en lejrtur eller til et klassemøde lavet en af retterne, som vi skal have på lejren – så I bare ved lige præcis, hvordan den skal laves. Det giver overskud på lejren. Eller måske har I hjemmefra sammen med børnene tørret krydderurter, der giver jeres retter et personligt og ekstra pift.

Masser af grønt

Med målet om en mere bæredygtig landslejr har I, hjemme i kredsene, mulighed for at vælge, hvor mange ekstra grønne mad dage, der skal være på jeres kredsplads. Madplanen giver jer de fleste dage en grøn og en ekstra grøn ret at vælge imellem. Forskellen på de to retter vil kun være proteinkilden, og vi glæder os til, sammen med jer, at udforske alle de små ting, vi sammen kan gøre for at skabe et inspirerende og grønt madfællesskab.  

Bygger videre på gode erfaringer

Madudlevering vil foregå i nogle “gratis supermarkeder”, hvor man som kreds tager det man skal bruge til dagens ret, og lader det være, som I ikke spiser i jeres kreds. Børnene er med til at hente mad og til at lave mad. Det er en del af hjemligheden. 

 

Udleveringen giver naturligvis mulighed for vegetarisk, laktosefri og glutenfri produkter, til dem der har behov. Alle de andre allergier og hensyn er vi helt sikre på at I håndterer bedst på kredspladserne, og det vil derfor ikke være noget vi skal vide.

 

Vi glæder os til en inspirerende landslejr sammen med jer, også i lejrkøkkenet.