Familieliv på FDF Landslejr 2022

Bo med din familie på Landslejr 2022

Landslejrlivet er en fantastisk oplevelse – også for familier. Lejrliv, nye venskaber og sjove aktiviteter for alle aldre, er blot nogle af de ting man kan opleve. Som familie kan man enten bo sammen med de lokale FDFere på en kredsplads eller i det særligt indrettede familieområde, Familielejren.

Familielejren – boområdet for familier med børn i 0-9 års alderen

Familielejren er landslejrens særlige boområde for familier. Her er tempoet, aktiviteterne og de praktiske faciliteter indrettet med blik for de mindre børn (0-9 år). Man bor i mindre hold sammen med andre familier, som man laver mad og aktiviteter sammen med. Landslejrens tema, mod, bliver udfoldet i børnehøjde med aktiviteter man kan deltage i, hvis man har lyst. Men i Familielejren skal der også være tid og rum til at man kan begejstres over et insektbo, fordybe sig i en leg eller tage med sin familie på tur på resten af lejren.

I Familielejren kan man bo i telt eller campingvogn (dog uden mulighed for tilslutning af el).

Det er endnu ikke fastlagt, hvor på Sletten Familielejren bliver placeret.

Familie på kredspladsen

Som familie kan man også bo på kredspladsen, altså der hvor FDFerne fra lokalområdet bor. Både små og store børn kan få virkelig gode oplevelser sammen på en landslejr. Det kan også være den mest oplagte løsning at bo med kredsen, hvis en af forældrene er leder, eller hvis man på anden måde skal være en aktiv del af kredsens lejrliv. Tag gerne en snak med kredsens landslejr-holdleder om fordele og ulemper ved at bo på kredspladsen.

Tilmelding

Som familie skal man tilmelde sig på samme måde som alle andre deltagere på FDF Landslejr. Tilmeldingen åbner 1. december 2021 her på landslejr.FDF.dk. Sidste tilmeldingsfrist er 1. marts 2022.

Mere information

Der vil løbende blive tilføjet flere informationer her på siden. Følg også med i facebookgruppen Familieliv på Landslejr 2022.