Uddannelsesgrupper på Landslejrkursus 2020

Søndag er der en række uddannelsesgrupper, der sætter forskellige elementer af landslejren i spil.

Foto: Thomas Heie Nielsen 

Her kan du læse mere om uddannelsesgrupperne. Du vælger 3 grupper i prioriteret rækkefølge, når du tilmelder dig Landslejrkursus Øst eller Vest. 

Læs om uddannelsesgrupperne her:

1. Mod til at være holdleder

At være holdleder for en kreds betyder, at det er dig der går forrest og sammen med de andre ledere i kredsen vækker landslejren til live hjemme hos jer. Uanset om du skal være holdleder for første gang og kan mærke usikkerheden kommer snigende, eller om du tidligere har stået med opgaven og derfor kan tage den “lidt på gefühl”, er dette gruppen for dig.

For at styre kredsen sjovt og godt igennem en landslejr, er kommunikation alfa og omega. Modtagelse og videregivelse af informationer kan få jeres landslejr-kabale til at gå op, så alle ledere og børn på bedste vis er en del af klargøringen til lejr.

På en måde er det holdlederens fornemste opgave at sørge for, at alle i kredsen får en god landslejr. Men hvordan gør man egentlig det? Det arbejde starter allerede hjemmefra og sammen deler vi tanker og inspiration til at vække landslejren til live hjemme i kredsen. Du vil i denne gruppe få idéer og gode råd til, hvordan du som holdleder kan varetage opgaven - så landslejren kan boble hos mange hjemme i din kreds.

Oplægsholdere: To holdledere fra FDF Landslejr 2016

2. Mod til at stå ved sig selv

Det er tit den, der tør kravle højst op i træet, der bliver rost for sit mod. Og så bliver mod en konkurrence. Noget man kan vinde i. Men mod er altid relativ i forhold til ens udgangspunkt. Nogle er sendt af sted i livet med selvtillid, styrke og gåpåmod, mens andre har knubs og ar på sjælen fra begyndelsen. 

Hvordan giver vi livsmod til det barn, der måske bare når op til den første gren i træet? Og har han eller hun i grunden ikke udvist langt mere mod, hvis udgangspunktet var meget lavere?

Med udgangspunkt i klip fra Toy Story og Løvernes Konge skal vi se, at mod ikke handler om at finde det inde i sig selv, men om at give det til andre. Det er en næstekærlig handling, hvor man ikke blot giver mod, men livsmod. Selve modet til at leve.

Oplægsholdere: Christian Hjortkjær og Jacob Zakarias Eyermann, Silkeborg Højskole

3. Kredspladsen ved godt mod 

Hvordan inspirerer vi til ”mod på kredsens lejrplads”? Et det nok bare at bygge noget nyt eller lave bål i tre meters højde?

I denne gruppe arbejder vi i dybden med kredsens lejrplads i to spor.
Hvordan kan man med den ene hånd skabe en velfungerende kredsplads, hvor alle praktiske detaljer er tænkt ind, så børn og ledere i kredsen har et fælles hjem. Og hvordan man med den anden hånd kan indgyde mod til børn og unge i dette hjem. Både i det vi bygger, i måden vi spiser sammen, i de nye ideer vi prøver af og på den måde vi tør overlade ansvaret for afgørende ting til de forskellige aldersgrupper.
Hvordan kan vi eksempelvis inddrage piltene på en måde , hvor de føler medejerskab for kredspladsen? Og hvordan kan vi bringe seniorerne i spil på den helt rigtige måde, når det gælder om at tage ansvar i seniorkredsen? Processen med planlægning af lejrpladsen er helt afgørende for resultatet når I er afsted. Sammen diskutere vi de faldgruber man skal være særlig opmærksomme på, for at få en kredsplads, der kan sætte rammen for kredsens stjernestunder.

Oplægsholder: Sune Lohse, kredsleder i Måløv

4. Mod på udsyn

Har I mod på at lære nye lege og kulturelle skikke at kende? Tør I lade kredsens børn og unge være flettet dybt ind i et 10-dages langt menneske-møde på landslejr? Løft blikket og tag en modig beslutning. Giv jeres landslejr et internationalt touch og bliv værtskreds for børn og unge fra organisationer rundt i verden.
I denne gruppe vil vi arbejde med, hvordan vi som mennesker og som FDF-kredse kan flytte os selv og hinanden ved at åbne kredsens dør op for internationale deltagere. Du vil få et indblik i, hvad det kan give jeres børn og unge, at dele landslejrlivet med børn og unge fra andre lande. Sammen dykker vi ned i, hvad der kræves for at gøre det til en god oplevelse - både for jer og for de internationale deltagere. Vi vil reflektere over, hvad I mener der skaber det gode kulturmøde, og den gode relation mellem alle i lejren.
Løbende vil der være brugbare informationer og fifs fra både tidligere værtskredse og tidligere internationale deltagere. På den måde bliver I som kreds klædt på fra top til tå, til at kaste jer ud i et menneskemøde og kickstarte nye relationer med børn, unge og voksne rundt på kloden.

Oplægsholder: Udvalget for internationale deltagere på landslejr

5. Mod til Gud

Du er modig! Uanset om du tør tage ordet og tale om tro med dine medledere eller ej - uanset om du tør bede en bøn hos væbnerne eller ej - uanset om du tør stå frem og stå fast på det, du tror på: Så er du modig.

I trygge rammer kan du prøve dig selv og dit mod af i forhold til samtale om tro, bøn, andagt og forkyndelse. Gruppen er for dig, der aldrig har holdt en andagt før; dig, der har brug for ny inspiration til forkyndelsen - og dig, der vil øve dig i at tale om livet og troen med dine FDF-børn.

I gruppen får du ny inspiration og konkrete andagtsredskaber, du kan tage med hjem til din kreds. Ligeledes deler vi tanker om og ideer til, hvordan forkyndelsen gøres levende på den kommende landslejr. Så måske vil gruppen endda være et springbræt og give dig mod på, at holde andagt på kredspladsen eller i din Ekspedition på FDF Landslejr 2021.

Oplægsholder: Forkyndelsesudvalget på landslejr

6. Mod på scenekanten

Får tanken om spotlight dig til at skælve? Eller elsker du at stå på en scene og skabe smil og grin hos børn og voksne? Denne gruppe er for alle jer - og alle dem lige midt i mellem.

 

På landslejr er der lejrbål, musik og underholdning i både Ekspeditionen og på kredspladsen. Vi skal derfor arbejde med, hvordan et godt lejrbål struktureres og skrues sammen, så det er sjovt og skaber smil hos både store og små flokke. Sammen arbejder vi med de gamle klassikere - og ligeledes vil vi nytænke og eksperimentere med nye former for underholdning. For hvad er egentligt sjovt? Og hvordan kan du skabe et lejrbål der rammer plet hos både pilte og ledere?

At underholde handler om at turde gøre det - men i høj grad også om at få andre til at turde at gøre det. At skabe galskab og tryghed på en gang. Og hvordan gør man så det? Få svar på det og alt mulig andet brugbart og ubrugeligt - når vi ses til “Mod på scenekanten”.

Oplægsholder: Lejrbålsudvalget på landslejr